-
Økonom nedtoner risiko for USA-eksport med ny præsident
Source: BDK Finans / 06 Nov 2024 07:24:10 America/Chicago
Danske eksportvirksomheder sidder formentlig med en lidt blandet fornemmelse, efter at det står klart, at Donald Trump genindtræder som amerikansk præsident til næste år. Trump har i valgkampen fortalt, hvordan han vil understøtte amerikanske arbejdspladser ved at lægge straftold på varer fra både Kina og Europa. Alligevel opfordrer Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, til at slå koldt vand i blodet. - Jeg tror, at man skal passe på med at sætte lighedstegn mellem valgkampsretorik og så den politik, der bliver ført på den anden side af et præsidentskifte. - Da Trump senest var præsident, steg vores samhandel ved USA faktisk, så det er slet ikke sikkert, at det går så galt. - Man skal også huske på, at det også vil skade USA og amerikanerne, hvis udenlandske varer bliver dyrere, og det vil også spille ind i overvejelserne. Derfor er en handelskrig ikke vores hovedscenarie, siger Tore Stramer. Han påpeger også, at 80 procent af den danske vareeksport til USA faktisk aldrig krydser nogen landegrænse. Det er varer, der er produceret i USA med amerikansk arbejdskraft. De vil derfor ikke blive ramt af en eventuel handelskrig. Til gengæld vil transportsektoren med Mærsk og DSV i spidsen blive ramt, hvis den globale handel falder, og færre varer skal transporteres. Men det er altså ikke sikkert, at det kommer så vidt. Tore Stramer forventer derimod, at handlen med USA - i hvert fald på kort sigt - vil vokse. - Vi ved, at Trump vil føre en ekspansiv økonomisk politik med skattelettelser, færre byrder for erhvervslivet og øget offentligt forbrug - Det er alt sammen noget, der gør, at vi får nogle mere købe købestærke amerikanske forbrugere og sikrer, at danske eksportvirksomheder vil opleve stigende efterspørgsel efter varer, siger cheføkonomen. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/oekonom-nedtoner-risiko-for-usa-eksport-med-ny-praesident